Kaizen
- dit forsæt i det nye år
Minder Kaizen dig om et japansk kampråb, ja så er det ikke helt ved siden af. Kaizen ér japansk, og dog ganske fredeligt. Kaizen er et ledelsesredskab, der dækker over at skabe gode, varige ændringer ved hjælp af små skridt. Nu er det nytår, og vi lover os selv en masse. Hvis du er typen, der alligevel ikke får taget dig sammen til at gøre det du sætter dig for, så er Kaizen også noget for dig.
Kaizen – de mange små skridt
Da Japan efter 2. verdenskrig genopbyggede sig selv, skete det ud fra filosofien om ”de mange små skridt”. Landet var sønderbombet, men hurtigt fik virksomhederne opbygget en uhørt høj produktivitet. Metoden, der oprindelig kom fra USA, døbte de Kaizen. Hurtigt blev Kaizen udbredt verden over, og metoden anvendes stadig af mange virksomheder i dag.
Kaizen kan skabe varige ændringer i dit liv
Også på det individuelle plan har Kaizen holdt sit indtog. Det er faktisk en fantastisk metode, til at skabe nye vaner og ændringer i dit liv – herunder dit arbejdsliv.
Når du beslutter dig for at gøre noget nyt, f.eks. at holde op med at ryge, drikke mindre alkohol, motionere eller at ændre din ledelse, så kommer du ikke uden om at bryde med dine indgroede vaner. Dine vaner er en del af dig, de giver tryghed og er dit sikkerhedsnet. Når du beslutter dig for noget nyt, træder du ud af din komfortzone, du fjerner dit trygge sikkerhedsnettet, og fremkalder angst. Det er jo ikke så smart, hvis nu der er noget du virkelig gerne vil.
Naturligvis lykkes det for nogle at nå deres mål, men for de fleste ender det hurtigt med ”endnu” et nederlag, når de giver op, eller når de gradvis og ubevidst vender tilbage til udgangspunktet.
Vil du derfor skabe varige ændringer, skal det ske med små skridt. Det skal være så små skridt, at du ikke vækker det center i hjernen, som skaber angsten. Centeret hedder Amygdala. Det sidder i mellemhjernen (den primitive del af hjernen) og styrer kamp-/flugtreaktionen.
I millioner af år har vi været udstyret med dette alarmberedskab, som har til formål at passe på os. Vi reagerer på farer og på ændringer uden bevidst at kunne kontrollere reaktionen. Faktisk er stress et eksempel på kamp-/flugtreaktionen. Sker der voldsomme ændringer omkring os, går kroppen i alarmberedskab. Stress er altså det samme som angst, og et godt eksempel på hvordan vores ”primitive jeg” har stor indflydelse på hvordan vi føler og handler.
Kom i gang med Kaizen
Hvordan kommer du så i gang med Kaizen?
For store ændringer skaber angst, som blokerer for det nye. Derfor skal ændringerne ske gradvis. Tænk lige over hvordan du ville spise en elefant? I små bidder selvfølgelig.
Når du har formuleret dit mål, ved du hvor du skal hen, og du kan bevæge dig mod målet – med små skridt. Det er vigtigt, at du bevæger dig med så små skridt, at det IKKE kan gå galt.
Start med at spørge dig selv: ”hvilket lille skridt kan jeg tage i retningen af xx” (dit mål). Spørg nysgerrigt for at vække din kreativitet. Din hjerne elsker dine nysgerrige spørgsmål, og du kan være sikker på at den nok skal komme med svar. Det er underbevidstheden du sætter i arbejde, og den arbejder effektivt, og hurtigt. Kommer svaret ikke i dag, så gentag dit spørgsmål i morgen.
Pludselig vil du opdage, at du bevæger dig mod dit mål, det sker helt af sig selv – næsten da. Det ene lille skridt fører et andet med sig.
” Enhver rejse starter med det første lille skridt ”
Når du jævnligt stiller dig selv små spørgsmål, aktiverer du hippocampus. Denne del af hjernen styrer hukommelsen, så du tvinger hjernen til at huske på dine spørgsmål. Populært sagt, så ”ligger spørgsmålene og rumler i baghovedet”.
Kaizen som ledelsesredskab
På samme måde kan du vække dine medarbejderes kreativitet, så de foreslår små ændringer, der letter arbejdsdagen. Spørg f.eks. ”hvilken lille ændring vil gøre det lettere at udføre dit arbejde”. Hvis du ofte stiller sådanne spørgsmål, vil spørgsmålene ”rumle” i deres hoveder, og svarene komme af sig selv. Dine medarbejdere bliver en sprudlende kilde til kreativitet og nye idéer. Kaizen kan altså også bruges til din hr udvikling, brug det som situationsbestemt ledelse
Hvis du nu er blevet nysgerrig, og gerne vil vide mere om Kaizen, vil jeg anbefale at du læser ”Kaizen” af Robert Mauer. Bogen er let at læse, og den kan inspirere dig i din ledelse og i dit øvrige liv.
Må 2011 blive året, hvor du får mod til at gøre det du inderst inde ønsker!
sender ...